Med hundeslæde

Det er nu, når jeg læser titlen på dette indlæg, at jeg gerne ville have haft muligheden for at lægge et billede op. Desværre er mine muligheder en smule begrænsede, så jeg nøjes med en beskrivelse.
Tanker leder en hen på et stille snelandskab med stilheden fra bjergene og hundenes poter, der forsvinder i sneen, med slæden bag sig glidende let igennem landskabet.
Desværre, er virkeligheden en anden. Jeg er sikker på at oplevelsen ville have været sådan senere på året, men der er ikke nok sne. Natten inden vi tog afsted, blæste det meget og desværre tog vinden meget af sneen med sig. Det resulterede i en meget bumbet og hård tur. Det var helt sikkert en oplevelse - ingen tvivl om det! Men fredfyldt og roligt var det ikke helt.
Til gengæld lod det til at hundene nød at komme ud og væk fra lænkerne for en kort stund.
Det bumbede så meget på et tidspunkt at min medstuderende faktisk faldt af slæden - men kom heldigvis på igen. Og så var der tidspunkter, hvor der var ren is under os, men fladt, så da føltes turen faktisk ganske behagelig - udsigten var heller ikke værst, trods manglene sne.
Men kan altid blive bjergtaget (pund intended) af naturen heroppe.

Tilbage i Ilulissat

Er så endeligt tilbage i Ilulissat, som alligevel er den bedste by vi har været i. Det har dog været skønt at komme lidt væk og se nogle andre ting, end dem vi har været vant til her. Qeqertarssuaq på diskoøen var uendeligt smuk. Virkelig nogle flotte bjerge at vandre i. Det er en vulkan ø, så bjergene og vegetationen er meget mere frodig. Den var så godt gemt under sneen, da vi var der, men det var nemt at fornemme en blødere bundt da vi gik.
Byen er egentlig et godt sted at se på hvaler om sommeren, men her om vinteren er alt lukket ned. Vi var dog virkelig heldige at rende ind i en mand, som kunne vise os forskerstationen som ligger der. Han hedder Frode og er kaptajn på den båd som sejler forskerne rundt på havene om sommeren. Så vi fik set både, hvor de bor, laboratoriet og selve båden, Porsild.
Han kunne fortælle syygt mange historier, men hyggeligt at have nogen til at vise os lidt rundt, når alle turiststeder er lukket.
Derefter gik turen så til Aassiaat, hvor Kim og Taatsi var klar til at tage imod os. Vi har mødt dem her i byen, og Aassiaat er så den by de begge kommer fra. Så vi fik set, hvor de bor og mødt nogle af deres venner og familie - SÅ hyggeligt!
Og så var vi på deres lokale bar, Tulugaq. Det er åbenbart meget grønlandsk at der er livemusik på alle barer, men det er også vildt hyggeligt, selvom de synger på grønlandsk. Men med lidt øl i blodet er det ingen sag at synge med på deres hits. Vi får i hvert fald danset og grinet, trods sprogbarrieren - kropssprog er jo universelt.
Men efter en uges udenbys strabadser er vi klar til at undervise igen - det er nu rart at have en hverdag heroppe, der giver mening.

Endelig sne!

Efter mange dage, hvor temperaturerne har ligget lige over frysepunktet - og hvor det faktisk har regnet - er der endelig kommet sne! Nu ligger der et tykt lag, og med skiftende sol og sne i dag, kan det kun blive liggende.
Så nu er drømmen om at køre med slædehunde ikke langt væk.

I morgen drager vi til Qeqertasuaq på Diskoøen og derefter til Aassiaat og kommer tilbage til Ilulissat på søndag. Det bliver en ferie med masser af oplevelser i vente. Jeg glæder mig til at se noget andet end byen her, som er blevet meget til hverdag.
Diskoøen er på størrelse med sjælland, så der er meget land at udforske og vandreruter vi kan vælge mellem i flæng.

Lige en kort update

Tog dette billede en aften for en uges tid siden. Er vild med hvordan det ligner at der er ild i himmelen.
Vi ser fortsat den flotteste natur! - Jeg vil ikke hjem.

På sejltur

I weekenden var vi ude og sejle. Vi skulle mødes med en på havnen som havde en båd. Den var ikke så stor, og der var kun lige plads til os alle. Så med 50 kmt sejlede vi derudaf. Mellem isbjerge og andre skibe, men det var en vildt fed oplevelse. 

Vi sejlede til noget der hedder Rote Bay, og det var en bygt, hvor hvalfangere i ældre tid tog hvalerne hen og slagtede dem, så deraf rot (rød). Det var en lille bygt på kun 49 indbyggere, men der var en vild udsigt! 

På vejen hjem fik vi lov til at fange torsk. Jeg har aldrig før fisket noget som helst - så det var underholdende da noop'en her skulle igang. Man kaster en line ud, hvor der sidder 5-6 kroge på. den ryger ned til bunden, som det første sted var 50 meter under os. Den første gang slap fangsten væk, men anden gang, da vi havde sejlet lidt længere ind mod land, fangede vi tre kæmpe torsk! Man haler dem ind med sine bare næver, så mine fingre var godt forfrosne, da de var kommet om bord. Den største vi fangede vejede nok omkring 5-6 kg. Det var så sejt at prøve!

Senere samme aften skulle fiskene fileteres. Det var et lidt større projekt end forventet. Vi stod i mit køkken, med en sløv urtekniv og fik fjernet hoved og ben og endte med seks ret fine fileter. Men sikke et cirkus det var, med alt hvad en fisk nu indebærer. 

I går fik vi så den store torsk til et kæmpe festgilde! Hvilket smagte endnu bedre end nogen anden fisk jeg har fået, fordi den var fanget, parteret og tilberedt af os selv. #stolt