tirsdag den 27. september 2016

CPH - SFJ - JAV

Tidligt op og tidligt afsted mod lufthavnen. 
Tjek-ind og security gik nemt og med et var jeg i luften. Flyturen bød på mad og film og tre forskellige forfriskninger, så alt i alt en skøn tur. 
Da vi ankommer til Kangerlussuaq møder vi en lille lufthavn med en gate og et toilet. Vi skal kun vente en time, men vejret er fantastisk! da vi bliver kaldt til gaten er der ikke mange der skal med, og vi sætter os ind i en lufthavnsbus der med lethed kan huse os alle. Da vi kommer hen til flyet er det, det mindste fly jeg har set, og der er ingen plads på boardingpas'et. Vi skal bare selv vælge pladser i bedste skoleudflugts stil. Der er plads til 29 passagere, men to pladser er reserveret til flypersonalet, som består af en steward. Det var så hyggeligt, og en kort flyvetur. Sæderne kunne ikke lænes tilbage, men trods en kort flyvetur, fik vi både kaffe og småkager. 
Endelig er vi fremme i Ilulissat. Vi er få der venter på bagage, og båndet kører sindsygt hurtigt, nærmest dobbelt tempo end det jeg er vant til, men vi får hurtigt vores kufferter. 
Vi bliver hentet af vores søde viceskoleinspektør, som kører os til kollegiet. Den første gåtur, var meget stille og rolig. Men der er ikke rigtigt nogle fortove selvom vi går midt inde i byen og det de kalder for hovedgaden. 
En anden ting er at der er virkelig stille. Når jeg kigger ud på gaden, kan jeg høre alle fodtrin. Og alle lyde er meget mere tydelige. Der kører biler forbi, men alle andre lyde er nærmest forstærket. Det er så flot og stille heroppe. Og koldt. Så vinterjakken er godt givet ud. 
Billeder og film må vente lidt foreløbigt, da internet og wifi er begrænset. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar