På job

Jeg arbejder på Jensens Bøfhus. Det er der i og for sig ikke noget galt i, men her er der VIRKELIG potentiale for skæve personligheder.
Jeg er på arbejde en dag, hvor der er lidt mere tid og overskud til gæsterne end normalt. En gæst er alene ude at spise - mand i slut 50'erne. Og jeg siger ikke at man per automatik mangler selskab, når man spiser ude alene. Men denne meget snaksaglige mand henvender sig til mig, efter han har bestilt sin mad, med kommentaren: "Det der er ikke dit navn!" og peger på mit navneskilt. På mit navneskilt står der Signe.
I hans optik, var det åbenbart meget modstridende, at jeg kunne hedde et dansk navn, og se ud som jeg gør.
Men jeg siger så til ham, at det er rigtigt nok - jeg hedder Signe. Hvorefter han siger: "nej". Og jeg siger igen, at det gør jeg altså. Og han bliver ved med at nægte, at det kan være mit navn, indtil jeg begynder at forklare, at jeg er adopteret, og har danske forældre.
Det er bare så vildt, at selvom jeg snakker (ganske forståeligt) rigsdansk til ham, så tror han stadig ikke på, at jeg kan have et dansk navn. Som om jeg er en tilflytter, der har taget et vestligt navn, for bedre at blive integreret/accepteret i samfundet.
Jeg ville gerne have set, hvad der ville ske, hvis jeg en dag gik rundt med et navneskilt, hvor der stod Choi (som er mit koreansk givne navn) på. Bare for at se, hvilken reaktion jeg ville få fra mine gæster.

I forvejen sker det dagligt at kinesiske gæster først snakker kinesisk til mig, inden de nedtrykt slår over i engelsk. De kigger på mig med strålende øjne, som et barn kigger på den ballon de får om søndagen. Men lige så skuffede over, at jeg ikke snakker kinesisk, som selv samme barn der kommer til at give slip på sin ballon, og ser den flyve væk mod himlen.